Kosmetik: Sådan klager du over bivirkninger

19. aug 2019

Shampoo, hårfarve, neglelak og makeup kan få din hud til at klø og slå ud. Du kan faktisk klage, hvis du oplever det. Få hjælp til at gøre det her.

kosmetik_saadan_klager_du_over_bivirkninger.jpg

Kosmetik: Sådan klager du over bivirkninger
Foto: Getty Images

Klag til Miljøstyrelsen

Kløe, rødme, hævelser, knopper, blærer og sår kan du godt opleve, efter at du har brugt shampoo, makeup eller hårfarve. Men vidste du også, at du kan klage over det?

Miljøstyrelsen håndterer klager over kosmetik, og kun hvis du klager, bliver Miljøstyrelsen og producenterne klar over, at der et problem, som de skal gøre noget ved. Når du klager, kan du være med til at sørge for, at der fremover er sikrere produkter på hylderne.

Indberetninger er vigtige, da de giver Miljøstyrelsen mulighed for at kigge nærmere på produktet.

Sådan klager du

  • Har du fået bivirkninger af en creme, noget makeup eller en shampoo, skal du holde op med at bruge produktet med det samme.
     
  • Dokumentér gerne bivirkningerne - tag et billede af dit udslæt, rødmen eller sårene, hvis du har synlige allergiske reaktioner.
     
  • Overvej at gå til lægen og få ham eller hende til at undersøge dine symptomer. Husk at medbringe produktet eller emballagen fra produktet, så lægen kan spore sig ind på, hvilken ingrediens i produktet du har reageret på.
     
  • Udfyld en klage. Du kan oprette en klage over et kosmetisk produkt på Miljøstyrelsens hjemmeside. Indberet din klage her. Du kan vælge at vedlægge billeder og et eventuelt udskrift fra din lægejournal i klagen. Men det er ikke strengt nødvendigt, hvis du ikke har det tilgængeligt.
     
  • Fortæl producenten om din oplevelse - find virksomhedens adresse på emballagen til produktet. Virksomheder, der markedsfører kosmetiske produkter, har pligt til at registrere og opbevare oplysninger om uønskede virkninger fra kosmetik.

Få mere information om hudallergi

Hudallergi, symptomer og årsager til allergier kan du læse mere om på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Læs om hudallergi på mst.dk her