Produkter med antibakteriel behandling: Vær opmærksom på uønsket kemi

21. sep 2020

Produkter som antibakterielle skærebrætter eller lugtfri sportsstrømper er behandlet med bakteriedræbende stoffer. Få hjælp til at undgå uønsket kemi her.

antibakterielt-vaer-opmaerksom-paa-uoensket-kemi-i-bakteriedraebende-produkter.gif

Antibakterielt: Vær opmærksom på uønsket kemi i bakteriedræbende produkter
Foto: Getty Images

Antibakterielle produkter kan være behandlet med uønsket kemi

”Antibakterielle”, ”bakteriedræbende” eller ”lugtfri”. Disse udtryk kan du støde på, hvis du for eksempel shopper efter visse typer sportstøj, skærebrætter, køleskabe, sandaler eller lignende.

Produkterne vil være behandlet med såkaldte biocider, hvis de angiver at være antibakterielle, bakteriedræbende eller lignende.

Biocider er kemiske stoffer, som for eksempel kan bekæmpe bakterier, svampe og andre levende organismer.

Vær opmærksom på, at disse stoffer kan være uønsket kemi, som du ikke nødvendigvis behøver i dine hverdagsprodukter.

Apps: Sådan bruger du Kemiluppen og Tjek Kemien

Biocider kan potentielt skade sundhed og miljø

Bakteriedræbende biocider er lavet til at slå levende organismer ihjel. Derfor kan de potentielt også skade sundheden og miljøet.

Det enkelte bakteriedræbende produkt vil ikke være problematisk i sig selv. Men den cocktaileffekt af uønskede kemiske stoffer, som du møder i din hverdag, kan samlet set bidrage til uønskede effekter.

Forskere og myndigheder er også bekymrede for, at nogle biocider kan medvirke til at skabe resistente bakterier. Det vil sige, at bakterierne ikke kan slås ihjel med antibiotika.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Rengøring kan for det meste erstatte bakteriedræbende behandling

Bakteriedræbende behandling er sjældent nødvendig. Almindelig rengøring er generelt et bedre valg, når du skal bekæmpe bakterier.

Erstat derfor den antibakterielle behandling med god rengøring - gerne med miljø- og allergimærkede rengøringsmidler.

Så undgår du at udsætte dig selv for de unødvendige kemikalier.

DR-programmet Kontant har tidligere afdækket problemer med antibakterielle produkter på det danske marked (link til dr.dk)

Få hjælp til at undgå uønsket kemi fra antibakterielle produkter

Vil du helt undgå antibakterielle kemikalier i dine produkter? Eller vil du bare blive bedre informeret om dem?

Her er en række ting, som du selv kan gøre:

  • Undgå hverdagsprodukter, der angiver at være antibakterielle eller lignende.
     
  • Hvis et produkt markedsføres som antibakterielt, har du ret til at få at vide præcis, hvilke såkaldte aktivstoffer der er brugt.

    Aktivstoffet er det, som virker mod bakterier, virus eller mug i produktet. Dette stof skal være angivet på produktet. I en del produkter er aktivstoffet for eksempel sølv.

    Der skal også stå, hvis aktivstofferne er såkaldte nanostoffer. Hvis aktivstoffet er sølv, vil det så stå angivet som "sølv (nano)".

    Et "antibakterielt" produkt er ulovligt, hvis det ikke specifikt angiver, hvilke aktivstoffer der er brugt.

    Anmeld ulovlige produkter til Miljøstyrelsen her
     
  • Reglerne på området er skruet sådan sammen, at et antibakterielt behanldet produkt kun skal angive dets aktivstoffer, hvis det direkte markedsføres som antibakterielt eller lignende. Gør det ikke det, er der altså ikke krav til at angive aktivstoffet.

    Det skal dog angives, hvis der er brugt nogle problematiske aktivstoffer, hvor der er stillet krav til, at de altid skal mærkes.

    Du har desuden altid ret til at få svar inden for 45 dage, hvis du direkte spørger om et almindeligt hverdagsprodukt indeholder biocider. Spørg for eksempel ind til produkter som sportstøj, fodtøj, skærebrætter, køleskabe, etc.
     
  • Når du finder ud af, hvilket bakteriedræbende aktivstof der er brugt i produktet, kan du tjekke, om det er godkendt af myndighederne i linket herunder. Det er ikke helt enkelt at gennemskue. Hvis du er i tvivl, kan du spørge os på kemi@fbr.dk.

    Du kan selv tjekke om et aktivstof er godkendt af myndighederne her (link til Det Europæiske Kemikalieagentur - ECHA)

Disse udtryk kan dække over biocidbehandlede produkter

Vær opmærksom, hvis du støder på disse udtryk på hverdagsprodukter:

  • Antibakteriel
  • Bakteriedræbende
  • Antiviral
  • Virusdræbende
  • Svampedræbende
  • Lugtfri
  • Mugafvisende eller lignende

Du kan for eksempel støde på dem i sportstøj, køleskabe, skærebrætter, sandaler til børn, ammeindlæg, sportsudstyr, laminatgulve etc.

Virksomheder må kun bruge disse stoffer

De bakteriedræbende aktivstoffer skal være godkendt af myndighederne. Eller også skal de være i proces til at blive det.

Vær opmærksom på, at biocider godkendes til forskellige produkttyper.

Tjek derfor, om det er godkendt til den aktuelle brug.

Produkter som sportstøj og skærebrætter vil høre ind under godkendelsen ”PT 2”. Det er ”Produkter til desinfektionsmidler og algedræbende midler, som ikke er beregnet til direkte anvendelse på mennesker eller dyr”.

Du kan selv tjekke om et aktivstof er godkendt af myndighederne her (link til Det Europæiske Kemikalieagentur)

Relaterede artikler

Test: Kemien i solcreme 2020

Test: Kemi i solcreme

Test: Kemien i tandpasta

Test: Kemi i tandpasta

Test: Kemien i vådservietter

Test: Kemi i vådservietter

Test af kemien i shampoo

Test: Kemi i shampoo

Test: Kemien i håndcreme

Test: Kemi i håndcreme