Pusletid: Undgå unødig kemi ved puslebordet

5. mar 2019

Bleer, vådservietter og babysalve kan i visse tilfælde indeholde uønsket kemi. Undgå unødig kemi, når du pusler dit barn, med disse 4 tips.

pusletid_undgaa_unoedig_kemi.jpg

Undgå unødig kemi ved puslebordet
Foto: Getty Images

Produkter på puslebordet kan indeholde uønsket kemi

Produkter til babyer bliver flittigt brugt, når der skal pusles. Men produkterne kan i nogle tilfælde indeholde uønsket kemi, der kan være allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Miljømærker hjælper dig med at mindske udsættelsen for problematisk kemi. Det er generelt ikke uønsket kemi i de enkelte produkter, der udgør en risiko, men den samlede udsættelse – også kendt som cocktaileffekten.

Forbrugerrådet Tænk Kemi giver dig her 4 gode råd til at undgå unødig kemi ved puslebordet.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

1. Køb en puslepude uden uønsket kemi

Miljømærkede puslemadrasser er et godt køb, hvis du vil mindske problematisk kemi ved puslebordet. Miljømærket garanterer, at du får et produkt, hvor der er taget hensyn til miljø og sundhed.

Puslepuder, der er mærket med ”OEKO-TEX – Tiltro til tekstiler”, eller puslemadrasser af det økologiske tekstilmærke GOTS er et godt alternativ. Her er der også stillet krav til restindhold af kemikalier i det færdige produkt.

Appen Tjek Kemien kan du bruge til at spørge om indholdet af særligt problematiske kemikalier i puslemadrassen.

App: Sådan fungerer Tjek Kemien (link til tjekkemien.dk)

2. Brug vand og vaskeklude til det meste

Vand og vaskeklude er et godt kemivalg til den daglige pleje på puslebordet. Hvis det er nødvendigt, kan du supplere med lidt mild sæbe, som du kan skylle af igen efter brug.

Vådservietter kan være praktiske at have med på farten, når I skal på tur, og der skal pusles uden vand. Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler dog generelt ikke vådservietter til daglig brug hjemme på puslebordet.

Vådservietter skal ses som et kosmetisk produkt, der efterlader indholdsstoffer på barnets hud. Derfor er vand og vaskeklud et bedre valg.

Vælg vådservietter, der får den bedste bedømmelse i vores test, når I skal på tur. Du kan også bruge appen Kemiluppen til at finde vådservietter uden parfume og anden uønsket kemi.

Test: Kemien i vådservietter

3. Brug zink- og anden babysalve, når der er behov for det

Zinksalve kan være godt til irriterede eller røde numser.

Zink- og andre babysalver skal bruges efter behov og ikke nødvendigvis dagligt eller per automatik, når der pusles. På den måde begrænser du unødig kemi på dit barns hud og skåner samtidig miljøet.

Zink i zinksalver kan være problematisk for miljøet. Men zinken er nødvendig for at opnå salvens udtørrende virkning på huden.

Brug appen Kemiluppen til at finde salver uden parfume og anden uønsket kemi.

Kemiluppen: Tjek din personlige pleje for uønsket kemi

4. Vælg miljø- og allergimærkede bleer

Parfumerede bleer eller bleer med lotion er sjældent at finde på det danske marked.

Parfume kan give allergi, og lotion i bleer udgør en unødvendig udsættelse for kemiske stoffer.

Vælg miljø- og allergimærkede bleer, hvis du vil være helt sikker på at undgå parfume og lotion.

Lad aldrig dit barn ligge på puslebordet uden opsyn

Det er vigtigt, at du aldrig forlader dit barn på puslebordet.

Børn er som regel hurtigere, end du tror. De kan hurtigt få vendt eller flyttet sig.

Sker det på puslebordet, kan barnet falde ned og slå sig. Derfor er det vigtigt at være opmærksom.

Tag derfor barnet med, hvis du har brug for at hente noget, der ligger længere væk, end du kan nå uden at slippe barnet.

Børneulykkesfonden: Vær opmærksom på sikkerheden ved puslebordet (eksternt link)

Fransk studie viste kemisk forurening i bleer

Et fransk studie fra 2019 viser, at der kan være kemiske forureninger i bleer. De kemiske forureninger optræder ikke i niveauer, der i sig selv er problematiske for børns sundhed. Men forureningerne er uønskede, da børn er i meget tæt og langvarig kontakt med bleer.

De franske sundhedsmyndigheder, ANSES, er ansvarlig for undersøgelsen af bleerne. De anbefaler, at forureningerne i bleerne enten skal helt væk eller reduceres mest muligt. Myndighederne har bedt bleproducenterne om at komme med en plan for, hvordan de vil sikre sig, at de undgår de kemiske forureninger i bleerne.

Forbrugerrådet Tænk Kemi ved ikke, om de samme kemiske forureninger, som er fundet i det franske studie, kan findes i bleer på det danske marked.

Vi har dog tidligere i 2015 testet kemisk indhold i bleer. Testen viste ligesom det franske studie et lavt indhold af kemiske forureninger i form af tjærestoffer (PAH’er), der kan være kræftfremkalende. Dette indhold var kun i enkelte bleer.

Parfume og lotion er ikke udbredt i bleer på det danske marked. Men parfume og lotion fremhæves i den franske undersøgelse også som et sundhedsmæssigt problem.

Se test: Kemien i bleer (fra 2015)