Sæbebobler: Sådan undgår du allergifremkaldende indhold

10. mar 2020

Sæbeboblevand kan indeholde konserveringsmidler, der kan give allergi. Se 5 tips til at undgå uønsket kemi i børnenes sæbebobler.

saebebobler_saadan_undgaar_du_allergifremkaldende_indhold.jpg

Sæbebobler: Sådan undgår du uønsket kemi
Se 5 tips til at undgå uønsket kemi i sæbeboblevandet. Foto: Gettyimages

Børn er i tæt kontakt med sæbeboblevand

Sæbebobler er et hit blandt mange børn, især i løbet af sommeren.

Børnene er under legen i tæt kontakt med ingredienserne i sæbeboblevandet, når de puster sæbebobler og prikker boblerne i stykker igen. Derfor er det en god ide at undgå parfume og konserveringsmidler, der kan give allergi.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har undersøgt indholdet i en række sæbebobler på det danske marked. Her var kun 5 ud af 25 undersøgte produkter uden en række problematiske indholdsstoffer.

Se 5 sæbebobler uden allergifremkaldende stoffer (artikel om undersøgelsen)

1. Vælg sæbebobler uden uønsket kemi

I sæbebobler er parfume og allergifremkaldende konserveringsmidler de klart mest almindelige typer af problematiske stoffer. Det viser en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk Kemi.

I børneprodukter anbefaler Forbrugerrådet Tænk Kemi, at du går uden om allergifremkaldende konserveringsmidler og parfume.

Se, hvilke problematiske stoffer i sæbebobler du skal være særligt opmærksom på. De er listet i fanen under denne artikel.

2. Køb sæbebobler med en indholdsdeklaration

Sæbebobler med en ingrediensliste kan du godt finde på det danske marked, selvom indholdsdeklaration ikke er et lovkrav.

Tjek ingredienslisten for at se, om sæbevandet indeholder uønskede stoffer. Undgå for eksempel sæbebobler med parfume og konserveringsmidler, der kan give allergi.

Forbrugerrådet Tænk Kemi arbejder for, at legetøj skal have en fuld deklaration af produktets indholdsstoffer. Det vil give forældre en chance for at undgå produkter med for eksempel allergifremkaldende eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer.

’Kemisk’ legetøj som legetøjsslim, sæbebobler, fingermaling, etc. burde let kunne deklareres, mener Forbrugerrådet Tænk Kemi. Deklaration af indholdsstoffer kendes for eksempel fra kosmetik, plejeprodukter og rengøringsmidler.

10 tips: Undgå uønsket kemi i legetøj

3. Spørg forhandleren om indholdet af sæbeboblevandet

Spørg butiksekspedienten om sæbeboblevandets indhold, hvis produktet ikke har nogen ingrediensliste.

Forhandleren bør vide, om sæbeboblerne indeholder parfume eller kendte allergifremkaldende konserveringsmidler. Du kan også spørge producenten eller importøren, hvis navnet på dem er oplyst på produktet.

Forbrugerrådet Tænk Kemis undersøgelse af sæbebobler viser dog, at en del virksomheder ikke kan eller vil oplyse, hvilke ingredienser de bruger i deres sæbebobler. Overvej her at købe hos en anden virksomhed, som gerne vil oplyse ingredienserne.

Mere end halvdelen af virksomhederne i Forbrugerrådet Tænk Kemis undersøgelse vil gerne oplyse indholdet i deres sæbebobler, når de bliver spurgt.

4. Vær opmærksom, hvis du blander hjemmelavet sæbeboblevand

Hjemmelavede sæbebobler findes der mange opskrifter på, hvis du søger på internettet.

Opskrifter på hjemmelavet sæbeboblevand består typisk af flere ingredienser, som ikke er beregnet til længevarende hudkontakt, især ikke for børn.

Vil du selv blande sæbeboblevand? Så vær blandt andet opmærksom på at undgå produkter med MI (methylisothiazolinone) eller andre problematiske stoffer, som kan give allergi.

Test: Kemien i opvaskemidler til håndopvask

5. Vask hænder, når legen er slut

Børn kommer i tæt kontakt med sæbebobler under legen. Sæbeboblevandet har det med at ende på både hænder, ansigt og andre dele af kroppen.

Vask derfor børnenes hænder efter brug, og tør ansigtet med en klud. På den måde undgår børnene langvarig kontakt med indholdsstofferne i sæbeboblevandet.

Liste: Disse problematiske stoffer kan findes i sæbebobler

Allergifremkaldende konserveringsmidler, som Forbrugerrådet Tænk Kemi fandt i sæbebobler:

  • Methylchloroisothiazolinone og methylisothiazolinone, der af EU er klassificeret som allergifremkaldende (1 produkt)
  • Iodopropynyl butylcarbamate, der af EU er klassificeret som allergifremkaldende (2 produkter)
  • DMDM hydantoin, der er allergifremkaldende fordi det kan frigive formaldehyd (2 produkter)
  • 2-bromo-2-nitropropane-1,3-diol, der er allergifremkaldende, fordi det kan frigive formaldehyd (5 produkter)

Mistænkt hormonforstyrrende stof, som Forbrugerrådet Tænk Kemi fandt i sæbebobler

  • Hydroxybenzoic acid, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende

Se 5 sæbebobler uden allergifremkaldende stoffer (artikel om undersøgelsen)