Titaniumdioxid er ikke sikkert i fødevarer

20. maj 2021

Titaniumdioxid (E171) er ifølge EU ikke sikkert som tilsætningsstof i fødevarer. Nu giver Forbrugerrådet Tænk Kemi fødevarer med E171 den laveste bedømmelse. 

tyggegummi_2021_web.jpg

tyggegummi_2021_web.jpg
Foto: Getty Images

 

Opdatering: EU kommissionen har nu vedtaget et forbud mod titaniumdioxid (E 171) i fødevarer, der træder i kraft i løbet af 2022. Læs nyheden her.

Ny forskning giver ny vurdering

EU's fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) har set på den nyeste forskning om titaniumdioxid, og hvordan stoffet optages i kroppen.

EFSA konkluderer, at det ikke kan udelukkes, at titaniumdioxid som tilsætningsstof i fødevarer kan skade menneskers arvemateriale (DNA). Derfor mistænkes stoffet også for at være kræftfremkaldende.

Studier peger også på, at kemikaliet kan give inflammation og påvirke menneskers nervesystem.

Hvorvidt titaniumdioxid også har disse skadevirkninger, er stadig usikkert. Men fordi kemikaliet kan ophobes i kroppen, er det ikke sikkert at anvende i fødevarer.

Se vurderingen fra EFSA (eksternt link)

EU Kommissionen varsler forbud

På grund af ESFAs vurdering varsler EU Kommissionen et kommende forbud mod titaniumdioxid som tilsætningsstof i madvarer.

EFSA vurderer, at der ikke er nogen akut fare ved brug af stoffet i mad. Men der er sat forhandlinger i gang med medlemslandene i maj 2021, der vil forbyde stoffet som ingrediens i fødevarer.

Titaniumdioxid har været forbudt at anvende i Frankrig siden januar 2020. Forbrugerrådet Tænks europæiske søsterorganisation BEUC har også længe arbejdet for et forbud i hele EU.

EU’s forslag om kommende forbud (eksternt link)

Nye vurderinger af fødevarer fra Forbrugerrådet Tænk Kemi

EFSAs nye vurdering betyder, at fødevarer med titaniumdioxid (E171) fremover vil få den laveste kemibedømmelse (C-kolben) i Forbrugerrådet Tænk Kemis test. Titaniumdioxid anvendes særligt i slik og konfekturprodukter.

Derfor vil produkter med titaniumdioxid, der tidligere har fået en A-kolbe, få ændret deres vurdering til C-kolbe.

Titaniumdioxid er også et udbredt indholdsstof i kosmetik og plejeprodukter.

Derfor vil Forbrugerrådet Tænk Kemi se på, om stoffet også skal bedømmes i kosmetik og plejeprodukter, som man spiser en del af ved brug. Det gælder for eksempel tandpasta og læbeprodukter.

3 gode tips til at undgå titaniumdioxid

  • Undgå fødevarer med titaniumdioxid. Se efter om fødevaren indeholder stoffet ved at tjekke indholdsdeklarationen. Der vil stå ’titaniumdioxid’ eller E171, hvis stoffet er anvendt.
  • Har du produkter med stoffet, kan du vælge at kassere dem. EU's fødevaresikkerhedsautoritet har ikke identificeret nogen akut fare, men da stoffet kan ophobe sig i kroppen, mener de, ikke at man bør anvende stoffet i fødevarer.
  • Se Forbrugerrådet Tænk Kemis test af tyggegummi. 

Test: kemi i tyggegummi 

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Ny viden er med i test, mens vi venter på lovgivning

”Meldingen er klar. Brugen af titaniumdioxid i fødevarer er ikke sikkert. Men der kan gå lang tid før lovgivningen er på plads, og stoffet er udfaset. I mellemtiden er det vigtigt, at forbrugerne kan få information om, hvordan de kan undgå stoffet. Derfor tager vi det med i vores vurderinger. Forbrugerne kan også selv tjekke, om stoffet er i deres fødevarer, da de skal deklareres."

Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi

Mere om titaniumdioxid

Titaniumdioxid er et naturligt forekommende farvepigment. Det betyder, at stoffet får fødevarer som for eksempel tyggegummi, kager, slik og kosttilskud til at fremstå kridhvidt.

Titaniumdioxid anvendes også i lægemidler og kosmetik. I fødevarer har stoffet ikke nogen ernæringsværdi eller funktionel værdi udover at farve hvidt.

I maj 2021 udgav EU's Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA en vurdering af titaniumdioxid i fødevarer. Den nye vurdering er, at det ikke er sikkert at anvende i fødevarer.

Det skyldes, at det ikke kan udelukkes, at indtag af stoffet beskadiger menneskets DNA. Derfor mistænkes det også for at være kræftfremkaldende.

EU Kommissionen har varslet et kommende forbud mod titaniumdioxid i fødevarer.

EU’s forslag om kommende forbud (eksternt link)