Tørshampoo: 3 tips til at undgå uønsket kemi

13. sep 2019

Tørshampoo er et produkt, du sprayer i håret som alternativ til hårvask. Vær dog opmærksom på, at du indånder sprayen ved brug.

toershampoo-tips-til-at-undgaa-uoensket-kemi.jpg

Tørshampoo: Tips til at undgå uønsket kemi
Foto: Getty Images

1. Tjek tørshampoo med appen Kemiluppen

Kemiluppen er en app, som du kan bruge til at tjekke din kosmetik og dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi.

Appen giver let svar på, om plejeprodukter for eksempel indeholder stoffer, som er allergifremkaldende, miljøbelastende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Tørshampoo kan du også tjekke med Kemiluppen. 8 tørshampooer får appens bedste kemivurdering (per september 2019).

Kemiluppen: Tjek din personlige pleje for uønsket kemi med smart app

2. Undgå at indånde spray

Sprayprodukter skal du generelt være ekstra opmærksom på.

Når du sprayer, indånder du de såkaldte aerosoler, som er bittesmå dråber, der bliver hængende i luften.

Luft ud, når du bruger spray. Det gælder både, mens du sprayer og efterfølgende.

Selvom en tørshampoo får en god vurdering i appen Kemiluppen, er det stadig vigtigt, at du ikke indånder det.

Sprayprodukter: Undgå at indånde indholdet

3. Hold øje med mistænkt parfumestof

Parfumestoffet butylphenyl methylpropional er udbredt i mange forskellige slags kosmetik- og plejeprodukter. Det viser tal fra appen Kemiluppen.

Stoffet findes i 21 tørshampooer i Kemiluppens database (per september 2019).

Butylphenyl methylpropional er af DTU og SDU vurderet som mistænkt for at være hormonforstyrrende. Derfor udløser det den laveste vurdering i Kemiluppen (C-kolbe).

Uønsket kemi i en enkelt tørshampoo vil ikke i sig selv udgøre en risiko. Men du kan blive udsat for en cocktail af problematiske stoffer fra mange forskellige kilder i din hverdag. Derfor er det generelt en god ide at undgå uønsket kemi, når du kan.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den