Udendørstøj: Undgå fluorstoffer med disse 4 tips

10. apr 2019

Jakker, skitøj og vanter kan indeholde fluorstoffer, der kan være problematiske for din sundhed og miljøet. Undgå fluorstoffer i dit udendørstøj med disse 4 tips.

udendoerstoej_undgaa_fluorstoffer_med_disse_4_tips.jpg

Ungå fluorstoffer i udendørstøj med disse 4 tips
Foto: Getty Images

Fluorstoffer gør udendørstøj vand- og smudsafvisende

Regntøj, flyverdragter, skitøj og andet udendørstøj skal kunne stå imod både vind og vejr. Derfor bliver noget udendørstøj produceret eller imprægneret med fluorstoffer, da stofferne har både vand- og smudsafvisende egenskaber.

Fluorstoffer kan være problematiske for din sundhed. Stofferne er meget lang tid om at blive nedbrudt, og derfor kan de ophobe sig i kroppen. Dette kan udgøre en sundhedsrisiko.

Fluorstoffer kan også forurene naturen, når de bliver produceret på fabrikker.

Forstå, hvorfor fluorstoffer er problematiske

Fluorstoffer kan du finde her

Udendørstøj dækker over en lang række produkter. Du kan derfor finde fluorstoffer mange steder i din garderobe.

Produkter som disse kan indeholde fluorstoffer:

  • Jakker, skaljakker og outdoor-jakker
  • Skitøj, skijakker og skibukser
  • Regnjakker og regnbukser
  • Flyverdragter og overtræksbukser
  • Vanter, luffer og handsker
  • Vandrestøvler og vandresko

Udendørstøj kan dog godt produceres uden de problematiske stoffer. Miljøstyrelsen råder derfor til at købe udendørstøj uden fluorstoffer. Ejer du allerede udendørstøj med fluorstoffer, er tøjet ikke i sig selv miljø- eller sundhedsfarligt.

Test: Find en skaljakke uden fluorstoffer

1. Gå efter ”uden fluorstoffer” eller ”PFC fri”

Producenterne bag udendørstøjet er ikke forpligtede til at oplyse, om produkterne er med eller uden fluorstoffer. Men producenter, der ikke bruger stofferne, skriver det ofte.

Vælg produkter, der markedsfører sig med:

  • PFC-fri
  • PFAS-fri
  • Uden fluorstoffer
  • Fluorine free
  • Fluorcarbon fri

Betegnelserne dækker over alle fluorstoffer og ikke kun udvalgte stoffer. Bruger producenten disse betegnelser, erklærer de, at der ikke er brugt fluorstoffer i produktet.

Undgå problematiske fluorstoffer i hverdagen med disse 10 tips

2. ”PFOA fri” og OEKO-TEX kan du ikke gå efter

PFOA- og PFOS fri betyder, at der ikke er brugt to bestemte fluorstoffer. Mange producenter bruger denne mærkning, selvom produktet indeholder andre fluorstoffer. Denne mærkning kan du derfor ikke gå efter.

Oeko-tex - ”Tiltro til tekstiler” er en mærkningsordning, der stiller krav til restkemikalier i tekstiler. Ordningen har kun udvalgte krav til fluorstoffer, og produkter med Oeko-tex kan derfor godt være behandlet med andre fluorstoffer. Denne mærkning kan du ikke gå efter, hvis du vil være sikker på at undgå fluorstoffer.

Find en flyverdragt uden uønsket kemi

3. Tjek både membran og imprægnering for fluorstoffer

Fluorstoffer kan du finde både i membranen og imprægneringen på dit udendørstøj.

Imprægnering skal gøre tøjet vandtæt, men ofte indeholder imprægneringen fluorstoffer. Imprægnering bliver også kaldt DWR (Durable Water Repellent). Hvis der står ”PFC-free DWR”, betyder det, at selve imprægneringen er uden fluorstoffer.

Membraner bruges i skaljakker og andet såkaldt funktionelt tøj som for eksempel skitøj. Membraner kan være baseret på PTFE, som er et fluorstof. Goretex er for eksempel en PFTE-membran.

Gore-tex, PTFE og Teflon bliver alle brugt i udendørstøj og er baseret på fluorstoffer. Gå derfor efter andre materialer, hvis du vil undgå fluorstoffer.

4. Vedligehold med imprægnering uden fluorstoffer

Udendørstøj skal ofte genimprægneres, så det forbliver vandtæt. Gå efter en imprægnering uden fluorstoffer, når det er tid til at genopfriske tøjet.

Spørg forhandleren efter en fluorfri udgave, hvis du vil være helt sikker på, at imprægneringen er uden fluorstoffer.

Forbrugerrådet tænk Kemi har tidligere lavet en test af imprægneringsmidler, hvor du også finder gode valg.

Find en imprægneringsspray uden fluorstoffer

Relaterede artikler