Test: Kemi i deodoranter

24. okt 2018

Deodoranter kan indeholde stoffer, som for eksempel er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende. Testen giver 24 gode kemivalg.

test-kemi-i-deodoranter.jpg

Test: Kemi i deodoranter
Foto: Anne Beck Christensen

Din hud i armhulerne er udsat

Deodorant bruger du sikkert dagligt. Indholdet af deodoranten bliver siddende længe på din hud, indtil du vasker dig igen.

Kemiske stoffer - som for eksempel parfumestoffer - kan lettere trænge igennem huden under armene. Det er blandt andet fordi, at huden er fugtig i armhulerne, og du måske barberer dig under armene.

Deodoranter er den mest hyppige årsag til parfumeallergi. Derfor er det en god ide at vælge en deodorant uden parfume.

Deodoranter er uden parfume, hvis de har testens bedste bedømmelse.

Se deodoranterne i testen nederst på denne side.

Er din deodorant ikke med i testen? Find mange flere i appen Kemiluppen

Deodorant kan du købe med og uden aluminium

Aluminium i deodorant er den ingrediens, der virker svedhæmmende. Der kan være en risiko for, at du samlet set får for meget aluminium, hvis du bruger en deodorant med aluminium. Det er EU i gang med at undersøge.

Testen bedømmer ikke indholdet af aluminium i deodoranter, før EU's vurdering ligger klar. Det er dog en god idé at undgå at bruge deodoranter med aluminium på irriteret eller beskadiget hud, for eksempel lige efter barbering.  

Deodoranter uden aluminium kan du finde herunder i fanen 'Deodoranter: Gode kemivalg uden aluminium'. Det kan blandt andet være relevant at vælge deodorant uden aluminium, hvis du har eksem under armene.

Det betyder kolberne A, B og C

Bag om testen

Sådan har vi testet

I efteråret 2018 har Forbrugerrådet Tænk Kemi indkøbt 77 deodoranter i detailhandlen. Deodoranterne er både fra netbutikker og fysiske butikker.

Der er kun udvalgt deodoranter i form af roll-on, creme eller stick. Spraydeodoranter er ikke medtaget i testen, da sprayprodukter danner små partikler i luften, som du indånder. Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler derfor generelt deodorant på roll-on, creme eller stick.

Deodoranter i testen er udvalgt, så de repræsenterer markedet bredt. Der er taget hensyn til at dække forskellige brands, priser, herre- og dameudgaver, etc.

Testen er lavet som en deklarationstest. Det vil sige, at der er foretaget en gennemgang af det deklarerede indhold for at se, om deodoranterne indeholder stoffer, der kan være problematiske. For eksempel om indholdsstofferne er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller, om de kan give allergi.

Indholdslisterne er sendt til tjek hos de ansvarlige virksomheder for at sikre, at der er tale om aktuelle produkter.

Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Det har vi fundet

I testen indgår 77 deodoranter. De fordeler sig således:

  • 24 deodoranter får bedste kemibedømmelse og er fri for en række problematiske stoffer

  • 30 deodoranter får middel kemibedømmelse. De indeholder for eksempel parfume.

  • 23 deodoranter får den laveste kemibedømmelse. De indeholder for eksempel mistænkt hormonforstyrrende stoffer, allergifremkaldende konserveringsmidler eller parfumestoffet HICC, der er på vej til at blive forbudt.

Testen viser fund af disse uønskede kemikalier:

Triclosan er blandt andet mistænkt for at være hormonforstyrrende og er miljøbelastende. Stoffet er fundet i 1 deodorant.   

Hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (HICC) er et meget allergifremkaldende parfumestof, der er forbudt fra 2021. Stoffet er fundet i 6 deodoranter. 

BHT er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Stoffet er fundet i 12 deodoranter.

Cyclopentasiloxane / cyclomethicone er blandt andet mistænkt for at være hormonforstyrrende og er miljøbelastende. Stoffet er fundet i 8 deodoranter.

Parabener (Methylparaben og propylparaben) er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er fundet i 1 deodorant.

Iodopropynyl butylcarbamate er et allergifremkaldende konserveringsmiddel. Det er fundet i 5 deodoranter.                  

I forhold til seneste test fra 2015 kan det ses, at stoffet triclosan er på vej ud af deodoranterne. Det er fundet i en enkelt deodorant i testen. Producenten oplyser, at det er på vej til at blive udfaset. Ligeledes er parabenerne også kun fundet i en enkelt deodorant.

Parfume

I alt indeholder 48 deodoranter i testen parfume. Deodorant er den mest hyppige årsag til parfumeallergi.

De mest udbredte parfumestoffer, som er deklareret er:

  • Limonene 

  • Linalool

  • Citronellol

  • Geraniol

  • Citral            

6 tips, når du køber deodorant
  • Vælg en roll-on-deodorant, stift eller creme. Det er bedre end spraydeodoranter, som danner små partikler i luften, som du indånder.
  • Tjek deodoranter for uønsket kemi med appen Kemiluppen.
  • Gå efter deodoranter, der er ”uden parfume” eller ”parfumefri”.
  • Vælg en svanemærket deodorant, gerne i kombination med et allergimærke som Den Blå Krans eller AllergyCertified.
  • Brug ikke deodorant lige efter barbering, eller hvis du har rifter. Her er huden ekstra sårbar.
  • Har du eksem eller skadet hud under armene? Så vælg en deodorant uden aluminium.

Anprisninger som "sensitive", "til sart hud" eller lignende er ingen garanti for, at du undgår allergifremkaldende stoffer. Der er flere eksempler på, at producenter bruger disse betegnelser, selvom produktet indeholder konserveringsmidler eller deklarationspligtige parfumestoffer, som kan give allergi.

41 'sensitive' plejeprodukter anmeldes for allergifremkaldende stoffer

Deodoranter uden aluminium

Deodoranter uden aluminium, som også fik den bedste kemibedømmelse i test, er:

  • Australian Bodycare Deo balm
  • Matas Men Deo roll-on sensitiv hud
  • Organic Circle Deo roll-on
  • Schmidt´s Natural Deodorant Fragrance-Free

I appen Kemiluppen får følgende deodoranter bedste bedømmelse og er samtidig uden aluminium (per oktober 2018).

  • ØKOlogisk Deo roll-on
  • Matas Men deo stick sentitiv hud aloe vera & provitamin B5
  • Organic Essence Relentless all-day deodorant
  • Jasön Pure natural deodorant stick
  • UrDeo Roller

Spot aluminium i din deodorant

Deodorantens ingrediensliste skal oplyse, hvilke stoffer der indgår. Derfor kan du selv læse dig frem til, om der er aluminium i en deodorant.

De fleste deodoranter indeholder aluminium i form af aluminium chlorohydrat. Det står typisk, som én af de første ingredienser på listen. Der kan også være tale om andre aluminiumsforbindelser, for eksempel aluminum zirconium pentachlorohydrat eller alum-sten (potassium alum).

Disse aluminiumsstoffer har vi fundet deklareret på deodioranter i Kemiluppen:

  • Aluminum chlorohydrate (mest udbredt)
  • Aluminum chloride
  • Aluminum chlorohydrex
  • Aluminum chlorohydrex pg
  • Aluminum sesquichlorohydrate
  • Aluminum starch octenylsuccinate
  • Aluminum zirconium octachlorohydrex gly
  • Aluminum zirconium pentachlorohydrate
  • Aluminum zirconium pentachlorohydrex gly
  • Aluminum zirconium tetrachlorohydrate
  • Aluminum zirconium tetrachlorohydrex gly
  • Aluminum zirconium trichlorohydrex gly
  • Ammonium alum
  • Potassium alum

Testede produkter

Vis kun:

 
 

Relaterede artikler