Test: Kemi i dyre ansigtscremer

29. nov 2018

Ansigtscreme kan indeholde uønsket kemi, der for eksempel er miljøbelastende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende. Testen giver dig 4 gode valg.

test-kemi-i-dyre-ansigtscremer.jpg

Test: Kemi i dyre ansigtscremer
Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Ansigtscreme: Test giver flere gode valg

Ansigtscremer kan godt indeholde uønsket kemi, selvom de koster over 100 kroner. Det viser en test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Testen har undersøgt ansigtscremer fra dyre og populære mærker. I alt 4 ansigtscremer uden uønsket kemi får testens bedste bedømmelse.

Ansigtscremer med topkarakter er fri for parfume og ingredienser, som er miljøbelastende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende. Se produkterne nederst på denne side.

Er din ansigtscreme ikke med i testen? Så find den i appen Kemiluppen

Uønsket kemi: Fluorstof er miljøbelastende

Ansigtscremen fra Lancome indeholder et såkaldt fluorstof (PTFE). Det er et stof, som blandt andet også bruges til at gøre regntøj vandtæt.

Fluorstoffer er belastende for miljøet, fordi de ophober sig i naturen. De mistænkes også for at påvirke sundheden.

Ansigtscremer kan desuden indholde en række andre stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende (BHT og parabener). Disse stoffer udløser testens laveste bedømmelse.

Test: Det betyder kolberne A, B og C

Cocktaileffekt: Samlet udsættelse kan være problematisk

Hormonforstyrrende stoffer er ikke i sig selv problematiske for sundheden, fordi du for eksempel møder det i en enkelt ansigtscreme.

Du kan dog blive udsat for problematiske kemikalier fra mange kilder i din hverdag. Derfor er det en god ide at skrue ned for udsættelsen, når du kan.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Bag om testen

Sådan har vi testet

I efteråret 2018 har Forbrugerrådet Tænk Kemi indkøbt 24 populære ansigtscremer i danske butikker. Alle cremer i testen koster over 100 kroner.

Ingredienslisterne på cremerne er gennemgået for indhold af problematiske kemikalier. Det er for eksempel stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Ansigtscremerne og ingredienslisterne er sendt til tjek hos virksomhederne for at sikre, at der ikke er fejl i ingredienserne. 

Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Det har vi fundet

I testen fordeler ansigtscremerne sig således:

  • 4 produkter får bedste bedømmelse.
  • 15 produkter får middel bedømmelse, blandt andet på grund af parfumeindhold.
  • 5 produkter får den laveste kemibedømmelse. De indeholder blandt andet stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

De problematiske stoffer, der får C-bedømmelse er: 

  • BHT, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Stoffet er fundet i 2 produkter
  • Parabener er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Stofferne er fundet i 3 produkter
  • PTFE er et fluorstof, der også anvendes til non stick-belægning på stegepander og til at gøre regntøj vandtæt. Fluorstoffer er belastende for miljøet og mistænkes også for at kunne påvirke sundheden. De nedbrydes ikke, så de kan ophobes i naturen. Stoffet er fundet i 1 creme.
  • Cyclohexasiloxane er problematisk for miljøet. Det kan ophobes i naturen og er på EU’s liste over særligt problematiske stoffer. Stoffet er fundet 2 cremer.

Læs mere

Parabener: Derfor er de problematiske

Miljø: Tænk over siloxaner i dine plejeprodukter

Se Miljøstyrelsens rapport om fluorstoffer i kosmetik (link til mst.dk)

Det siger producenterne

L’Oréal

“Forbrugernes sikkerhed er vores første prioritet, og alle vores produkter er sikkerhedsvurderede i henhold til EU’s kosmetikforordning. Vi er ikke enige i Forbrugerrådet Tænk Kemis måde at gennemgå ingredienslisterne på, fordi produkterne vurderes ud fra en farevurdering uden hensyntagen til koncentrationen. Vi følger konstant udviklingen af nye data for ingredienserne i vores produkter og tager på baggrund af solid, videnskabelig information stilling til, hvorvidt hver enkelt ingrediens fortsat skal anvendes eller udfases.”

Sonja Christensen, kommunikationschef

 

Revlon/Elizabeth Arden

“Alle de nævnte ingredienser er godkendt af myndigheder i blandt andet EU, USA og Canada, hvor de af videnskabelige komitéer er blevet vurderet sikre at anvende.”

Anja Borum, marketing director

 

Dr. Hauschka

Dr. Hauschka oplyser, at virksomheden tester for sikkerhed, og for hvorvidt produktet tolereres af huden, inden det bliver lanceret på markedet. Dette sker blandt andet ved omfattende test på frivillige. Sikkerhedsvurderingen er foretaget i henhold til EU’s kosmetikforordning. Virksomheden understreger, at ingredienserne er nøje udvalgte, godkendte i kosmetiske produkter i de aktuelle koncentrationer og klassificeret som sikre at bruge i hudplejeprodukter. Dette gælder også brugen af essentielle olier. I forhold til miljøproblematiske stoffer er koncentrationen i produktet lavere end klassificeringsgrænsen. Virksomheden oplyser desuden, at produktet er bionedbrydeligt.

 

Relaterede artikler

Test: Kemi i deodoranter

Test: Kemi i deodoranter

Test: Kemi i bodylotion

Test: Kemi i bodylotion

Test: Kemi i solcreme

Test: Kemi i solcreme

Test: Kemien i læbepomader

Test: Kemi i læbepomader

Test: Kemi i mascara

Test: Kemi i mascara

Test: Kemi i ansigtscremer

Test: Kemi i ansigtscremer