Test: Kemi i kombivogne

6. okt 2020

I testen af kombivogne får halvdelen af vognene topkarakteren, A-kolbe. Enkelte testede kombivogne indeholder uønsket kemi, der kan være kræftfremkaldende.

test_kemien_i_kombivogne_og_duovogne.jpg

Test af kemien i duovogne / kombivogne
Foto: Getty Images

Test: Hver anden kombivogn har god kemi

I kombivogne – eller duovogne – kan du godt undgå uønsket kemi, hvis du vælger med omtanke. Det viser Forbrugerrådet Tænk Kemis test af 10 modeller.

Kombivogne er i halvdelen af tilfældene fri for uønsket kemi, som for eksempel kan være kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende (ftalater, flammehæmmere, PAH'er, etc.).

I laboratorietesten har testteamet undersøgt de materialer, som barnet er i tæt kontakt med. Det er for eksempel barnevognskassen og klapvognssædet. Vognens håndtag er også testet. Du kan se de testede produkter nederst på siden.

Det betyder kolberne A, B og C

Disse duovogne får dårlig kemibedømmelse

Et par kombivogne får den laveste bedømmelse i testen. Det skyldes i begge tilfælde uønsket kemi, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende (flammehæmmere og PAH’er).

Barnevognsmadrassen på Kinderkraft Prime indeholdt en såkaldt flammehæmmer (TCPP).

Kombivognen Hauck Mars indeholdt tjærestoffer – såkaldte PAH'er – i selen i klapvognssædet.      

Appen Tjek Kemien: Få skadelige kemikalier i babyudstyr frem i lyset

Cocktaileffekten er problematisk – ikke den enkelte kombivogn

De kræftfremkaldende stoffer, som testen finder i 2 vogne, er ikke forbudte i kombivogne.

Men de er uønskede i produkter til børn. Det skyldes, at de kan bidrage til den samlede cocktaileffekt af uønsket kemi, som børn udsættes for.

Det vil dog ikke være det enkelte produkt, der i sig selv udgør en sundhedsrisiko.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

3 tips: Luft og vask babyudstyr inden brug

Sådan undgår du uønsket kemi i din nye kombivogn:

  • Luft kombivognen godt igennem udenfor, inden barnet begynder at bruge den.
  • Vask alt det i vognen, der kan vaskes eller tørres af. Det gælder også madrassen i barnevognskassen.
  • Spørg efter kombivogne uden uønsket kemi eller brug appen Tjek Kemien og få svar. Så sender du et vigtigt signal til virksomhederne om, at de skal have styr på kemien i deres produkter.

Forbrugerrådet Tænk tester også vognene for sikkerhed, holdbarhed og brugervenlighed både for barn og forældre (se denne test på taenk.dk - log ind eller bliv medlem)

Bag om testen

Sådan har vi gjort


Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet 10 forskellige kombivogne for uønsket kemi i samarbejde med andre forbrugerorganisationer i det internationale samarbejde ICRT (International Consumer Research and Testing).

En kombivogn er klapvogn og barnevogn i ét, hvor klapvognssæde og barnevognskasse kan udskiftes. Kombivogne bliver også kaldt duovogne.

Kombivognene er undersøgt for indhold af kemikalier i de dele, som barnet kan være i kontakt med. Det gælder henholdsvis, når det sidder i klapvognen – for eksempel stoffet, selerne, kalechen, frontbøjlen med mere. Og det gælder, når det ligger i barnevognskassen – for eksempel stof, madras og lignende.

Testen undersøger også kemikalieindholdet i vognens håndtag. Det kan forældre og søskende være i kontakt med.

Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Disse stoffer har vi kigget efter

  • PAH’er
  • Ftalater
  • Flammehæmmere
  • Klorparaffiner
  • Organiske tinforbinbdelser

Der er udelukkende testet for, om stofferne findes i produkterne. Der er ikke undersøgt, i hvor høj grad stofferne frigives fra produkterne.

Fluorstoffer har været i fokus i testen af barnevogne. Men indhold af fluorstoffer er ikke undersøgt i denne test af kombivogne. Vi ved derfor ikke, om der er anvendt fluorstoffer i ydertekstilet i kombivognene.

Det har vi fundet


Overordnet resultat

  • 5 kombivogne får den bedste kemibedømmelse, A-kolben. De er fri for eller stort set fri for de uønskede kemikalier, der er testet for.
  • 3 kombivogne får en middel kemibedømmelse, B-kolben. De indeholder mindre mængder problematisk kemi i form af PAH’er og i et tilfælde også flammehæmmere. Stofferne blev fundet i materialer omkring barnet og/eller i klapvognens håndtag.
  • 2 kombivogne får den laveste kemibedømmelse, C-kolben. De indeholder problematisk kemi, enten i form af PAH'er eller flammehæmmer. I begge tilfælde blev stofferne fundet i materialer omkring barnet.

Flammehæmmere:

2 af de testede kombivogne indeholdt såkaldte fosforholdige flammehæmmere, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

I én vogn var der tale om en mindre mængde. Men indholdet af flammehæmmere i en anden vogn var væsentlig over, hvad der for eksempel er tilladt i legetøj. Her blev stoffet fundet i madrassen til barnevognskassen.

3 fosforholdige flammehæmmere er forbudt i legetøj. Men babyudstyr som for eksempel kombivogne er ikke omfattet af forbuddet.

PAH’er:

PAH’er fandt testen i 4 af de 10 testede produkter.

I de fleste tilfælde var der tale om små spor i sikkerhedsbøjlen og håndtaget.

I én vogn var der dog tale om et indhold af PAH'en benzo(g,h,i)perylene i selen. Det var i niveauer over anbefalingerne fra Tyskland.

PAH’er – også kaldet tjærestoffer – er en gruppe af stoffer, som kan være kræftfremkaldende.

I EU findes en grænseværdi for udvalgte PAH’er i produkter, som man er i længerevarende kontakt med.

Benzo(g,h,i)perylene er ikke omfattet af forbuddet.

Ftalater:

De fleste af de testede kombivogne indeholdt ikke ftalater. Dog var der et mindre indhold af ftalaterne DINP og DPHP i regnslaget til en vogn.

Flere ftalater er forbudt i babyprodukter som kombivogne.

Klorparaffiner:

Ingen af de undersøgte kombivogne indeholdt klorparaffiner i form af kortkædede kloparaffiner.

Klorparaffiner står på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer. De er problematiske for miljøet og er også mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Visse klorparaffiner – de såkaldt kortkædede klorparaffiner – er forbudt i en lang række produkter.

Har du allerede købt en vogn med uønsket kemi?

Kombivogne, der indeholder uønsket kemi, er som udgangspunkt ikke sundhedsskadelige i sig selv. Du kan derfor fortsat bruge din klapvogn, hvis du har én af de vogne, hvor der er fundet indhold af uønskede kemikalier.

Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler dog at købe babyudstyr uden kemikalier, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.

Stofferne kan bidrage til den samlede eksponering for problematiske kemikalier – den såkaldte cocktaileffekt.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Relaterede artikler

Tjek Kemien: Sådan bruger du appen

Tjek Kemien: Sådan bruger du appen

Test af kemien i barnevogne

Test: Kemi i barnevogne

Test: Kemien i vådservietter

Test: Kemi i vådservietter

Test: Kemien i solcreme 2020

Test: Kemi i solcreme

Test: Kemien i tandpasta

Test: Kemi i tandpasta

Test: Kemien i håndcreme

Test: Kemi i håndcreme