Test: Kemi i mascara

10. dec 2020

I testen af 37 slags mascara får knap halvdelen af mærkerne den bedste bedømmelse. Vær opmærksom på, at nogle mascaraer indeholder uønsket kemi.

test_kemien_i_mascara_2020.jpg

Test: Kemien i mascara
Foto: Anne Beck Christensen

Mascara uden uønsket kemi er udbredt

I testen af mascaraer har Forbrugerrådet Tænk Kemi kigget nærmere på ingredienserne i 37 forskellige mærker.

Mascaraerne er undersøgt for, om de indeholder uønskede kemikalier, der for eksempel kan give allergi eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Knap halvdelen af mascaraerne i testen får den bedste bedømmelse A-kolben. Se de testede produkter nederst på siden.

Er din mascara ikke med i testen? Så tjek den med vores app Kemiluppen

Allergimærkede mascaraer i testen er gode valg

Mascara med god bedømmelse i testen var i flere tilfælde allergimærkede.

Allergimærker som Den Blå Krans eller AllergyCertified stiller ekstra krav til urenheder af nikkel og andre metaller, som du ikke kan læse om i ingredienslisten.

Vælg en allergimærket mascara, hvis du har nikkelallergi og tidligere har oplevet at reagere på mascara. Læs mere om nikkelallergi og mascara i fanen under artiklen.

Mascara: 3 gode kemiråd

Mascara kan indeholde uønsket kemi

Mascara kan i nogle tilfælde indeholde problematisk kemi. Eksempelvis indeholder en mascara fra M.A.C et fluorstof. Fluorstoffet er PTFE, som også er kendt under navnet teflon.

Fluorstoffer er problematiske for miljøet, fordi de ophober sig i naturen og ikke nedbrydes. De er også mistænkt for uønskede sundhedseffekter hos mennesker.

Testen viser også, at nogle mascaraer indeholder mistænkte hormonforstyrrende stoffer, som for eksempel parabener, BHT eller cyclopentasiloxane. Mascara med disse stoffer får den laveste bedømmelse, C-kolben.

Fluorstoffer: Derfor er de problematiske

Cocktaileffekten er problematisk – ikke den enkelte mascara

Kosmetikreglerne kræver, at kosmetiske produkter som mascara skal være sikre. Så du skal ikke bekymre dig om det enkelte produkt.

Reglerne tager dog ikke højde for såkaldte cocktaileffekter på tværs af din dagligdag. Her er der en risiko for, at du samlet set bliver udsat for mængder af uønskede kemiske stoffer, der kan have en sundhedseffekt.

Undgå derfor gerne uønsket kemi, hvor du kan. På den måde kan du gøre en indsats for at holde din samlede udsættelse nede.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Det betyder kolberne A, B og C

Bag om testen

Sådan har vi testet


Forbrugerrådet Tænk Kemi har i efteråret 2020 indkøbt 37 mascaraer i den danske detailhandel.

Ingredienslisterne er gennemgået for, om de indeholder stoffer, der for eksempel kan give allergi eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Produktnavne og ingredienslister er sendt til tjek hos producenterne for at sikre, at der ikke er fejl i, og at produkterne stadig er på markedet.

Der er tale om en deklarationstest, som undersøger de deklarerede indholdsstoffer. Testen tager ikke højde for koncentrationen i det enkelte produkt.

Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Det har vi fundet


Der indgår 37 mascaraer i alt.

De fordeler sig sådan:

  • 15 mascaraer får den bedste bedømmelse, A-kolben. De er fri for en række problematiske kemikalier.
  • 8 mascaraer får middel kemibedømmelse, B-kolbe. De indeholder miljøbelastende stoffer og/eller parfume/planteekstrakter, der kan give allergi.
  • 14 mascaraer får den laveste kemibedømmelse, C-kolben. De indeholder for eksempel stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, allergifremkaldende stoffer eller fluorstoffer.

I testen er der fundet disse uønskede stoffer, som du selv kan se efter:

  • BHT, der er mistænkt for at være hormonfor­styrrende, indgår i 7 produkter
  • Parabener, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, indgår i 4 produkter
  • Chloroxylenol, der er allergifremkaldende, indgår i 2 produkter
  • Imidazolidinyl urea, der er allergifremkaldende, indgår i 1 produkt
  • Ammonium acryloyldimethyltaurate/beheneth-25 methacrylate crosspolymer, der er allergifremkaldende, indgår i 1 produkt
  • PTFE, som er et fluorstof, indgår i 1 produkt. PTFE kendes også under navnet teflon. Fluorstoffer er problematiske for miljøet og mistænkes for at have uønskede effekter på sundheden
  • Cyclopentasiloxane, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og er problematisk for miljøet, indgår i 2 produkter
  • Cyclohexasiloxane, der er problematisk for miljøet, indgår i 1 produkt

Parfume indgår i 5 produkter

 

Mascara: 3 gode kemiråd

Det siger virksomhederne

Chanel:

”Bemærk, at BHT og tetranatrium EDTA i vid udstrækning anvendes i kosmetikindustrien på grund af deres antioxidante- og kelatbindende egenskaber, som gør det muligt at stabilisere kosmetiske formler.

De er godkendt under de nuværende regler og er blevet godkendt af Cosmetic Ingredient Review i USA. Derudover er BHT også blevet godkendt af den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA).”

L'Oreal, som blandt andet står bag mærkerne Helena Rubinstein, La Roche-Posay, Lancôme, L'Oreal, Maybelline, NYX:

“Forbrugernes sikkerhed er vores første pri­oritet, og vi går aldrig på kompromis med vores produkters sikkerhed, effektivitet og kvalitet. Kemiluppen tager ikke højde for koncentrationer eller eksponering – det gør vi i forbindelse med den lovpligtige sikkerhedsvurdering, vi foretager af ingredienser og produkter inden markedsfø­ring.

Produkterne er vurderet sikre, og forbruger­ne kan roligt fortsætte med at bruge dem.”

Nikkel-indhold er ikke vurderet i testen

Indhold af nikkel er ikke vurderet i testen. Nikkel tilsættes ikke, men kan findes som urenheder i farvestofferne. Det gør, at du ikke kan læse dig frem til, om der er nikkel i din mascara.

Derfor er det ikke med i vurderingen. Det samme gælder for andre urenheder af krom og kobalt.

Videncenter For Allergi har tidligere kigget efter, om de kunne finde en sammenhæng mellem nikkelallergi og eksem i øjenområdet. Det fandt det ikke.

Det er altså ikke entydigt, at nikkelallergikere reagerer på for eksempel mascara. Men vær alligevel opmærksom, hvis du har problemer med nikkelallergi eller allergi over for krom og kobolt.

Det kan være en god ide at gå efter produkter, der er mærket med Den Blå Krans eller AllergyCertified. Disse mærker stiller ekstra krav til oprensning for urenheder. Du kan også høre producenten, om det er oprensede farvestoffer, som der anvendes.

Det skal du vide om nikkelallergi (link til Videncenter For Allergi)

Testede produkter

Vis kun: