Test: Kemi i solcreme

13. jun 2018

Solcreme kan indeholde ingredienser, som er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende. Testen af solcremer giver dig 17 gode valg.

test-kemi-i-solcreme.jpg

Test: Kemi i solcreme
Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Solcreme er vigtigt – vælg én med god kemi

Solcreme er et vigtigt supplement til skygge og tøj, når du skal beskytte dig mod solen.

Testen af solcremer viser, at der findes mange gode valg på markedet, hvis du vil vælge én uden uønsket kemi.

Uønsket kemi kan for eksempel være visse solfiltre, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Se solcremernes kemivurdering nederst på denne side.

Er din solcreme ikke med i testen? Find mange flere i appen Kemiluppen 

Solfiltre kan være mistænkt for at være hormonforstyrrende

I testen har 9 solcremer indhold af stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Disse stoffer kan være problematiske i forhold til den såkaldte cocktaileffekt.

Cocktaileffekten dækker over, at du kan blive udsat for problematiske kemikalier fra mange kilder i din hverdag. Samlet set kan det udgøre en risiko.

Den enkelte solcreme vil i sig selv være sikker at bruge. Men det er generelt en god ide at holde din samlede udsættelse for mistænkt hormonforstyrrende stoffer nede, når du kan.

Hormonforstyrrende stoffer er blandt andet mistænkt for at bidrage til lav sædkvalitet, tidlig pubertet, fedme og stigning i visse kræftformer.

Se også test af 31 solcremers pris, kvalitet og solbeskyttelse på taenk.dk (log ind eller bliv medlem)

Bag om testen

Sådan har vi testet


Solcremer i testen har alle faktor 30 og er købt i foråret 2018. Efter indkøbet er produktnavne og ingredienslister sendt til producenterne for at tjekke, at produkterne ikke var forældede, og at ingredienslisterne var korrekte.

Denne test er en deklarationstest. Det vil sige, at den baserer sig på de ingredienser, der er listet i produkternes ingredienslister. Produkterne er altså ikke testet med kemisk analyse på et laboratorie.

Solcremernes ingredienser er vurderet i forhold til, om de findes på forskellige lister over problematiske stoffer.

I appen Kemiluppen findes vurderinger af over 300 solcremer. Her kan du finde solcremer med anden faktor og lignende. Bedømmelsen i testen er identisk med bedømmelsen i Kemiluppen.

Testmetoder og kriterier: Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Det har vi fundet


I testen indgår 44 solcremer. De fordeler sig således:

  • 17 solcremer får bedste kemibedømmelse.
  • 17 solcremer får middel kemibedømmelse. Det er på grund af indhold af parfume og/eller miljøbelastende stoffer.
  • 10 solcremer får den laveste kemibedømmelse. 9 af disse indeholder mistænkt hormonforstyrrende stoffer, og 3 indeholder et uønsket parfumestof, der er på vej til at blive forbudt.

Der er ikke fundet ulovlige ingredienser i testen.

Test: Det betyder kolberne A, B og C

Disse uønskede stoffer blev fundet i solcremerne

  • Ethylhexyl methoxycinnamate er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er fundet i 5 solcremer i testen.
  • Benzophenone-3 er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 2 solcremer i testen.
  • Cyclopentasiloxane / cyclomethicone er silikonestoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. De er også miljøbelastende, da de bliver ophobet i naturen. Cyclopentasiloxane blev fundet i 2 solcremer, mens Cyclomethicone blev fundet i 1.
  • Hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde er et allergifremkaldende parfumestof. Der er vedtaget et forbud, der dog har lang indtræden. Fra 2021 bliver det forbudt i kosmetik.

Solfiltre er mistænkt for at kunne skade koraller

Ethylhexyl methoxycinnamate (octinoxate) og benzophenone-3 (oxybenzone) er også mistænkt for at kunne skade koralrev. Stofferne er på den baggrund blevet forbudt på Hawaii.

Her kan du læse detaljer om forbuddet mod de 2 solfiltre på Hawaii (link til hawaii.gov)

Disse stoffer kan du overveje i solcreme

  • Parfume kan give allergi. Det kan derfor være en god ide at begrænse, hvor meget parfume du samlet set bliver udsat for. Det samme gælder planteekstrakter, der kan give allergi.
  • Edta-forbindelser kan være med til at frigive tungmetaller, der ellers er bundet i naturen.
  • Nano-forbindelser er ikke taget med i testens vurderinger. EU har godkendt brugen af visse nanomaterialer i plejeprodukter. Det er blevet vurderet, at det er sikkert, så længe produktet bruges på uskadt hud og ikke som aerosolspray. Under de enkelte produkter i testen kan du se, om de indeholder nano.

Hvis du har eksem eller andre skader i huden, kan det være en god ide at undgå solcreme med nano. Vælg gerne svanemærket solcreme, hvis du vil undgå nano. Alternativt kan du tjekke ingredienslisten, hvor ”nano” skal fremgå efter stoffets navn.

Følg disse 5 gode solråd
  • Undgå solen mellem klokken 12 og 15, hvor den er kraftigst.
  • Skygge, tøj og solhat er god solbeskyttelse uden problematisk kemi.
  • Børn er særligt udsatte for sol. Børn under 1 år skal gerne være i skygge. Større børn skal også gerne have anden solbeskyttelse end solcreme.
  • Brug den rigtige faktor. Minimum faktor 15 i Danmark og minimum faktor 30 i lande, hvor solen er stærkere.
  • Brug en hel håndfuld solcreme, fordel det godt, og husk at smøre efter løbende.

Se Kræftens Bekæmpelses solkampagne og gode råd (link til cancer.dk)

Det siger virksomhederne

Active by Charlotte

Charlotte Bircow Næss-Schmidt, som står bag produktet, oplyser, at solfiltret ethylhexyl methoxycinnamate udfases af produktet fremover.

Coola Classic

”Ethylhexyl methoxycinnamate er tilsat i en mængde væsentligt under de tilladte grænser for, hvad der betragtes som sikker for anvendelse, så denne ingrediens udgør ingen risiko i Coolas produkter.

Hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde er allerede på vej ud af produktet, og der forventes en reformulering senest i starten af 2019. Men grundet produktionstid, kvalitetssikring og lignende, er det først aktuelt næste år, men igen i god tid før 2021 (hvor et forbud mod parfumestoffet træder i kraft, red).

For de øvrige parfumestoffer er mængderne så små, at vi endnu aldrig har modtaget så meget som en eneste klage over allergiske reaktioner på nogen af vores produkter. Og vi har trods alt solgt økologiske produkter i 12 år efterhånden, så den reelle risiko for en allergisk reaktion er yderst minimal efter vores erfaring.”

Claus Jønsson, partner i Plan Organic, som står bag Coola Classic

Yves Rocher

Yves Rocher oplyser, at alle parfumestoffer og produkter bliver evalueret af toksikologer og farmaceuter for at fastslå produkter og ingrediensers sikkerhed. Disse vurderinger bliver foretaget i såkaldte in vitro test (celleforsøg) for at bekræfte deres sikkerhedsprofil. Virksomheden oplyser desuden, at dens parfumerede produkter er testet under dermatologisk kontrol.

Vedrørende EDTA-forbindelser henviser Yves Rocher til, at det er lovligt at bruge i EU, men at brandet alligevel forsøger at begrænse brugen af EDTA i dens produkter for at minimere aftrykket på miljøet. I 2018 indeholder 75 procent af virksomhedens produkter ikke EDTA. Men Yves Rocher fortæller, at EDTA vil blive brugt, når der ikke er andre alternativer. EDTA-forbindelser i produkterne bliver også evalueret af virksomhedens toksikologer for at opnå den bedste sikkerhed.

Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Testede produkter

Vis kun:

 
 

Relaterede artikler

Test: Kemi i bodylotion

Test: Kemi i bodylotion

Test: Kemien i læbepomader

Test: Kemi i læbepomader

Test: Kemi i mascara

Test: Kemi i mascara

Shampoo-test, parfume, allergifremkaldende stoffer og mistænkte hormonforstyrrende stoffer

Test: Kemi i shampoo

Test: Kemi i deodoranter

Test: Kemi i deodoranter

Test: Kemi i ansigtscremer

Test: Kemi i ansigtscremer

test af kemi i neglelak

Test: Kemi i neglelak