Test: Kemi i solcreme

11. jun 2019

Solcreme kan indeholde ingredienser, som er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende. Testen af solcremer med faktor 30 giver dig 19 gode valg.

test_kemi_i_solcremer.jpg

Test af kemi i solcreme
Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Solcreme er vigtigt – vælg én med god kemi

Solcreme er et vigtigt supplement til skygge og tøj, når du skal beskytte dig mod solen.

Testen af solcremer med SPF 30 viser, at der findes mange gode valg på markedet, hvis du vil vælge en uden uønsket kemi.

19 solcremer i testen får den bedste kemi-bedømmelse, A-kolben, heriblandt mange miljø- og allergimærkede solcremer.

Se solcremernes kemivurdering nederst på denne side.

Solfiltre er mistænkt for at være hormonforstyrrende

12 solcremer i testen indeholder uønsket kemi, blandt andet solfiltre, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Disse stoffer kan være problematiske i forhold til den såkaldte cocktaileffekt.

Cocktaileffekten dækker over, at du kan blive udsat for problematiske kemikalier fra mange kilder i din hverdag, hvilket samlet set kan udgøre en sundhedsrisiko.

Solcreme er i sig selv sikker at bruge. Men det er generelt en god ide at begrænse din samlede udsættelse for mistænkt hormonforstyrrende stoffer, hvor du kan.

Korallernes ve og vel er en anden god grund til at undgå solcremer med disse solfiltre. Solfiltre kan nemlig skade koralrevene.

Sådan finder du en miljøvenlig solcreme

Solcremer med SPF 50, 20 og 15 finder du i Kemiluppen

Solcremer med en anden faktor end 30 - for eksempel faktor 15 til den danske sommer eller faktor 50 til sart hud eller udsatte steder, kan du let søge frem i Kemiluppen.

Indtast den ønskede faktor i søgefeltet, for eksempel SPF 15 (husk mellemrum).

Find en solcreme med Kemiluppen

Solcremernes beskyttelse er ikke testet

Forbrugerrådet Tænk Kemis test af solcremer er en såkaldt deklarationstest. Det betyder, at vi har gennemgået solcremernes indholdsdeklaration for stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, allergifremkaldende eller problematiske for miljøet.

Udvalgte solcremers evne til at beskytte mod UVA- og UVB-stråler er i stedet testet hos Forbrugerrådet Tænk.

Se test af 36 solcremers beskyttelse, pris og kvalitet på taenk.dk (log ind eller bliv medlem)

Bag om testen

Sådan har vi testet

Solcremer i testen har alle faktor 30 og er købt i foråret 2019. Efter indkøbet er produktnavne og ingredienslister sendt til producenterne for at tjekke, at produkterne ikke var forældede, og at ingredienslisterne var korrekte.

Testen er en deklarationstest. Det vil sige, at det er en gennemgang af de ingredienser, der optræder på produkternes ingredienslister. Produkterne er altså ikke testet med kemisk analyse på et laboratorie eller testet for, hvor godt de beskytter mod solen.

Solcremernes ingredienser er vurderet i forhold til, om de for eksempel er mistænkt for at være hormonforstyrrende, allergifremkaldende eller problematiske for miljøet.

I appen Kemiluppen finder du vurderinger af mange flere solcremer - inklusiv solcremer med anden solfaktor, solstifter, ansigtssolcremer med mere. Bedømmelsen af solcremerne i denne test er identisk med bedømmelsen i Kemiluppen.

Testmetoder og kriterier: Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Det har vi fundet

 54 solcremer indgår i testen. De fordeler sig således:

  • 19 solcremer får bedste kemibedømmelse, A-kolbe.
  • 24 solcremer får middel kemibedømmelse, B-kolbe. Det er på grund af indhold af parfume og/eller stoffer, der kan være problematiske for miljøet.
  • 12 solcremer får den laveste kemibedømmelse, C-kolbe. Alle disse solcremer indeholder et eller flere stoffer, der er mistænkt hormonforstyrrende.

Der er ikke fundet ulovlige ingredienser i testen.

Test: Det betyder kolberne A, B og C

Disse uønskede stoffer blev fundet i solcremerne

  • Ethylhexyl methoxycinnamate er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er fundet i 8 solcremer i testen.
  • Benzophenone-3 er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 3 solcremer i testen.
  • Cyclopentasiloxane er et silikonestof, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er også miljøbelastende, da det bliver ophobet i naturen. Cyclopentasiloxane blev fundet i 3 solcremer.
  • Cyclohexasiloxane, der er problematisk fo miljøet, blv fundet i 1 solcreme.
  • Bht er en antioxidant, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Stoffet blev fundet i 4 solcremer.
  • Butylphenyl methylpropional er et parfumestof, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 2 solcremer.
  • Selicylic acid er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 1 solcremer i testen.
  • Parabener, der er konsereveringsmidler, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende er fundet i 1 solcreme.

Solfiltre er mistænkt for at kunne skade koraller

Ethylhexyl methoxycinnamate (octinoxate) og benzophenone-3 (oxybenzone) er også mistænkt for at kunne skade koralrev. Stofferne er på den baggrund blevet forbudt på Hawaii.

Stofferne er fundet i flere solcremer i testen inklusiv i solcremen Reef Safe, der blandt andet markedsfører sig med at det beskytter koralrev.

Her kan du læse detaljer om forbuddet mod de 2 solfiltre på Hawaii (link til hawaii.gov)

Overvej, om disse stoffer skal være i din solcreme

  • Parfume kan give allergi. Det kan derfor være en god ide at begrænse, hvor meget parfume du samlet set bliver udsat for. Det samme gælder planteekstrakter, der kan give allergi.
  • Edta-forbindelser kan være med til at frigive tungmetaller, der ellers er bundet i naturen. Stoffet er ikke tilladt i miljømærkede produkter.
  • Nano-forbindelser er ikke taget med i testens vurderinger. EU har godkendt brugen af visse nanomaterialer i plejeprodukter. Det er blevet vurderet, at det er sikkert, så længe produktet bliver brugt på uskadt hud og ikke som aerosolspray. Under de enkelte produkter i testen kan du se, om de indeholder nano. Nano må ikke være i Svanemærkede produkter.

Hvis du har eksem eller andre skader i huden, kan det være en god ide at undgå solcreme med nano. Vælg svanemærket solcreme, hvis du vil undgå nano. Alternativt kan du tjekke ingredienslisten, hvor ”nano” skal fremgå efter stoffets navn.

Det siger virksomhederne

Alphanova Sun:

"Vi har både en solcreme til baby samt en ny solcreme med SPF 30 og 50 "til sensitiv hud", der er uden parfume."

Johnson & Johnson, der er ansvarlig for Piz Buin

"Piz Buin Ultra light hydrating sun spray SPF 30 er en pumpespray, så UV-filtret Methylene bis-benzotriazolyl tetramethylbutylphenol (nano) kan bruges uden risiko for inhalering, (som der kun er risiko for ved brug i aerosolspray)."

Plan Organic, importør af Coola solcreme:

"Solfilteret ethylhexyl methoxycinnamate er tilsat i en mængde væsentligt under de tilladte grænser for, hvad der betragtes som sikker for anvendelse. Stoffet udgør derfor ingen risiko i COOLAs produkter. COOLA arbejder dog kontinuerligt på at finde nye og forbedrede formuleringer, hvorfor ethylhexyl methoxycinnamate er på vej ud af produktet, og der forventes en reformulering inden udgangen af 2019. Grundet produktionstid, kvalitetssikring og lignende er den nye formulering først tilgængelig næste år."

Kingfish, der forhandler Reef Safe

”Producenten har fået foretaget test af flere uafhængige laboratorier, der alle har vist at til trods for at produktet indeholder ingredienser, der er kendt for at skade dyre- og plantelivet i havet, skader denne solcreme ikke dyre- og plantelivet, og er lige så sikker at bruge som den solcreme uden Oxybenzone (red. Benzophenone-3)."

Undgå at blive solbrændt med disse 6 solråd
  • Undgå solen mellem klokken 12 og 15, hvor den er kraftigst.
  • Skygge, tøj og solhat er god solbeskyttelse uden problematisk kemi.
  • Børn er særligt udsatte for sol. Børn under 1 år skal gerne være i skygge. Større børn skal også gerne have anden solbeskyttelse end solcreme.
  • Brug den rigtige faktor. Minimum faktor 15 i Danmark og minimum faktor 30 i lande, hvor solen er stærkere.
  • Brug en hel håndfuld solcreme, fordel det godt, og smør ind over flere omgange for at få tilstrækkelig beskyttelse.
  • Husk at smøre efter jævnligt, og særligt hvis du sveder meget, bader, tørrer dig i håndklæde og andet, der får solcremen til at forsvinde.

Se Kræftens Bekæmpelses solkampagne og gode råd (link til cancer.dk)

Testede produkter

Vis kun: