Test: Kemi i solcreme

3. jun 2020

Solcremer er vigtig solbeskyttelse. Men nogle kan indeholde uønsket kemi, som eksempelvis er miljøbelastende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.

test-kemien-i-solcreme-2020.png

Test: Kemien i solcreme 2020
Foto: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Solcreme er vigtigt – vælg én med god kemi

Solcreme er et vigtigt supplement til skygge og tøj, når du skal beskytte dig mod solens stråler.

Testen af udvalgte solcremer og solsprays med SPF 30 viser, at der findes mange gode valg på markedet, hvis du vil vælge én uden uønsket kemi.

15 produkter i testen får den bedste kemibedømmelse (A-kolbe). Se solcremernes kemivurdering nederst på denne side.

Det betyder kolberne A, B og C

Nogle solfiltre er mistænkt for at være hormonforstyrrende

I testen får 15 solcremer den dårligste kemibedømmelse, C-kolben. Det skyldes, at de indeholder solfiltre eller andre stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Flere solcremer får C-kolbe i denne test i forhold til tidligere test. Det skyldes, at flere nye stoffer er medtaget i bedømmelsen. Det er stoffer fra EU's såkaldte prioriteringsliste over mistænkt hormonforstyrrende stoffer i kosmetik og plejeprodukter. Desuden er der stoffer fra Miljøstyrelsens liste over hormonforstyrrende stoffer fra juni 2020.

1 anden solcreme får den dårligste bedømmelse i testen. Den indeholder et solfilter, der er belastende for miljøet.

Miljøvenlig solcreme: Hvad skal du kigge efter?

Cocktaileffekten er problematisk - ikke den enkelte solcreme

Mistænkt hormonforstyrrende stoffer kan være problematiske i forhold til den såkaldte cocktaileffekt. Cocktaileffekten dækker over, at du kan blive udsat for problematiske kemikalier fra mange kilder i din hverdag. Det kan samlet set udgøre en sundhedsrisiko.

Solcreme er i sig selv sikkert og vigtigt at bruge som solbeskyttelse. Men det er generelt en god ide at begrænse din samlede udsættelse for mistænkt hormonforstyrrende stoffer, hvor du kan.

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Solcremer med SPF 50, 20 og 15 finder du i appen Kemiluppen

Vil du have andre solcremer med SPF 30, end dem der er med i testen? Eller går du efter solcremer med faktor 15 til den danske sommer eller faktor 50 til sart hud eller udsatte steder? Dem kan du let søge frem i appen Kemiluppen.

Indtast blot den ønskede faktor i søgefeltet på forsiden af appen, for eksempel SPF 15. Så vil du finde mange andre gode valg.

Kemiluppen: Find en solcreme uden uønsket kemi med smart app

Solcremernes beskyttelse er ikke testet

Forbrugerrådet Tænk Kemis test af solcremer er en såkaldt deklarationstest. Det betyder, at testen har gennemgået solcremernes indholdsdeklaration for ingredienser, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, allergifremkaldende eller problematiske for miljøet.

Udvalgte solcremers evne til at beskytte mod UVA- og UVB-stråler bliver løbende laboratorietestet hos Forbrugerrådet Tænk. På grund af coronakrisen er disse testresultater blevet forsinket.

Se også Forbrugerrådet Tænks test af 36 solcremers beskyttelse, pris og kvalitet på taenk.dk (log ind eller bliv medlem)

Bag om testen

Sådan har vi testet


Solcremer og solsprays i testen har alle faktor 30 og er købt i foråret 2020. Efter indkøbet er produktnavne og ingredienslister sendt til producenterne for at tjekke, at produkterne ikke var forældede, og at ingredienslisterne var korrekte.

Testen er en deklarationstest. Det vil sige, at det er en gennemgang af de ingredienser, der optræder på produkternes ingredienslister. Produkterne er altså ikke testet med kemisk analyse på et laboratorie eller testet for, hvor godt de beskytter mod solen.

Solcremernes ingredienser er vurderet i forhold til, om de for eksempel er mistænkt for at være hormonforstyrrende, allergifremkaldende eller problematiske for miljøet.

I appen Kemiluppen finder du vurderinger af mange flere solcremer - inklusive solcremer med anden solfaktor, solstifter, ansigtssolcremer med mere. Bedømmelsen af solcremerne i denne test er identisk med bedømmelsen i Kemiluppen.

Testmetoder og kriterier: Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Det har vi fundet


36 solcremer indgår i testen. De fordeler sig således:

  • 15 solcremer får bedste kemibedømmelse, A-kolbe.
  • 5 solcremer får middel kemibedømmelse, B-kolbe. Det er på grund af indhold af parfume eller miljøproblematiske stoffer.
  • 16 solcremer får den laveste kemibedømmelse, C-kolbe. De indeholder et eller flere stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller stoffer, der er problematiske for miljøet.

Der er ikke fundet ulovlige ingredienser i testen.

Test: Det betyder kolberne A, B og C

Disse uønskede stoffer blev fundet i solcremerne

Stoffer, som Forbrugerrådet Tænk Kemi gennem længere tid har vurderet som uønskede:

  • Ethylhexyl methoxycinnamate er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er fundet i 4 solcremer i testen. Stoffet er også problematisk for miljøet.
  • Benzophenone-3 er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 2 solcremer i testen. Stoffet er også problematisk for miljøet.
  • Cyclopentasiloxane er et silikonestof, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er også miljøbelastende, da det bliver ophobet i naturen. Cyclopentasiloxane blev fundet i 1 solcreme.
  • BHT er en antioxidant, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Stoffet blev fundet i 1 solcreme.
  • Butylphenyl methylpropional er et parfumestof, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 2 solcremer.
  • Salicylic acid (salicylsyre) er mistænkt for at være hormonforstyrrende og for at skade forplantningsevnen. Det blev fundet i 1 solcreme i testen.

Stoffer, der som noget nyt er medtaget i vurderingen i denne test:

  • Sodium salicylate er mistænkt for at skade forplantningsevnen. Det blev fundet i 1 solcreme i testen.
  • Methylene bis-benzotriazolyl tetramethylbutylphenol er et solfilter, der er problematisk for miljøet. Det blev fundet i 3 solcremer.
  • Octocrylene er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 11 solcremer.
  • Homosalate er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 6 solcremer.
  • Ethylhexyl salicylate er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 8 solcremer.
  • Isoamyl P-methoxycinnamate er et solfilter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 1 solcreme.
  • Benzyl salicylate er et parfumestof, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det blev fundet i 6 solcremer.

Overvej, om disse stoffer skal være i din solcreme

  • Parfume kan give allergi. Det kan derfor være en god ide at begrænse, hvor meget parfume du samlet set bliver udsat for. Det samme gælder planteekstrakter, der kan give allergi. Nogle af parfumestofferne kan også være problematiske for miljøet.
  • EDTA-forbindelser kan være med til at frigive tungmetaller, der ellers er bundet i naturen. Stoffet er ikke tilladt i miljømærkede produkter.
  • Zinc oxid kan være problematisk for miljøet. Stoffet er klassificeret i EU som problematisk for miljøet og er ikke tilladt i miljømærkede produkter.

Nye mistænkt hormonforstyrrende stoffer

I denne deklarationsgennemgang af solcreme er en lang række nye stoffer medtaget i vurderingen. Det er primært stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Stofferne er opført på EU's prioriteringsliste over potentielt hormonforstyrrende stoffer i kosmetik og plejeprodukter eller på Miljøstyrelsens nye liste over hormonforstyrrende stoffer. Sidstnævnte liste er udarbejdet i samarbejde med myndighederne fra 4 andre lande i EU (Frankrig, Belgien, Sverige og Holland).

I alt 28 stoffer er på EU’s prioriteringsliste over potentielt hormonforstyrrende stoffer i kosmetik og plejeprodukter fra 2019. Miljøstyrelsens liste over mistænkt hormonforstyrrende stoffer tæller cirka 100 stoffer. Mange af disse er dog ikke relvante for kosmetik og plejeprodukter.

Stofferne er opført på listerne, fordi de enten allerede er vurderet til at være hormonforstyrrende i EU, eller fordi de på baggrund af en mistanke om hormonforstyrrende effekter undersøges nærmere. For EU's prioriteringsliste er det planen, at sikkerheden ved brug af stofferne i kosmetik og plejeprodukter også skal undersøges.

Mange af stofferne på de 2 lister vurderer Forbrugerrådet Tænk Kemi allerede som mistænkt hormonforstyrrende. Det gælder for eksempel ethylhexyl methoxycinnamate, benzophenone-3, propylparaben, triclosan, resorcinol og BHT. De er af andre instanser tidligere blevet vurderet hormonforstyrrende, blandt andet fordi de har vist effekter i dyreforsøg.

På listerne er dog også stoffer, som Forbrugerrådet Tænk Kemi ikke tidligere har vurderet som mistænkt hormonforstyrrende.

Det gælder følgende stoffer fundet i soclremerne:

  • Homosalate
  • Octocrylene
  • Ethylhexyl salicylate
  • Isoamyl methoxicinnamate
  • Benzyl salicylate

Benzyl salicylate har vi dog tidligere vurderet med B-kolbe, fordi det også er et allergifremkaldende parfumestof.

Fremadrettet vil produkter med disse stoffer få den laveste kemibedømmelse, C-kolben.

Vil du gerne være forsigtig, kan du vælge produkter uden disse stoffer, så længe de er under mistanke for at være hormonforstyrrende.

Se EU-Kommissionens prioriteringsliste over mulige hormonforstyrrende stoffer i kosmetik og plejeprodukter

Se Miljøstyrelsens pressemeddelelse om den nye liste over hormonforstyrrende stoffer

Nano solfiltre er ikke bedømt

Nano-forbindelser er ikke taget med i testens vurderinger. EU har godkendt brugen af visse nanomaterialer i plejeprodukter. Det er blevet vurderet, at det er sikkert, så længe produktet bliver brugt på uskadt hud og ikke som aerosolspray. Under de enkelte produkter i testen kan du se, om de indeholder nano. Nano må ikke være i Svanemærkede produkter.

Hvis du har eksem eller andre skader i huden, kan det være en god ide at undgå solcreme med nano. Vælg svanemærket solcreme, hvis du vil undgå nano. Alternativt kan du tjekke ingredienslisten, hvor ”nano” skal fremgå efter stoffets navn.

Solbeskyttelse: Følg disse 6 råd
  • Undgå solen mellem klokken 12 og 15, hvor den er kraftigst.
  • Skygge, tøj og solhat er god solbeskyttelse uden problematisk kemi.
  • Børn er særligt udsatte for sol. Børn under 1 år skal være i skygge. Større børn skal også gerne have anden solbeskyttelse end solcreme.
  • Brug den rigtige faktor. Minimum faktor 15 i Danmark og minimum faktor 30 i lande, hvor solen er stærkere.
  • Brug en hel håndfuld solcreme, fordel det godt, og smør ind over flere omgange for at få tilstrækkelig beskyttelse.
  • Husk at smøre efter jævnligt, og særligt hvis du sveder meget, bader, tørrer dig i håndklæde og andet, der får solcremen til at forsvinde.

Se Kræftens Bekæmpelses solkampagne og gode råd (link til cancer.dk)

Det siger virksomhederne

Ecooking:

Den testede solcreme udgår, og der kommer en ny formulering i slutningen af 2021.

Relaterede artikler