Test: Kemi i tyggegummi

23. maj 2021

Tyggegummi kan indeholde stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og mistænkt for at skade dit DNA. Tyggegummi til voksne klarer sig fortsat bedre end børnetyggegummi. 

tyggegummi_2021.jpg

tyggegummi_2021.jpg
Foto: Getty Images

Tyggegummi: 70 procent indeholder uønsket kemi

Forbrugerrådet Tænk Kemi har lavet den hidtil største test af tyggegummi mærker. I alt er 201 forskellige slags tyggegummi testet for uønsket kemi.  

Testen af tyggegummi viser, at 30 procent af de 201 testede produkter er fri for problematiske tilsætningsstoffer.

Resultatet viser, at det går fremad i forhold til at undgå kemikalierne BHA og BHT, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Men flere af de testede tyggegummi indeholder titaniumdioxid, der er mistænkt for at kunne skade menneskets DNA. Se de testede pakker tyggegummi nederst på siden. 

Cocktaileffekten: Tilsætningsstoffer kan være problematiske

I testen har Forbrugerrådet Tænk Kemi tjekket 201 pakker tyggegummi for tilsætningsstofferne BHA (E320), BHT (E321) og titaniumdioxid (E171). 

BHA og BHT forlænger holdbarheden af tyggegummi. Men stofferne er også mistænkt for at være hormonforstyrrende. Dyreforsøg viser, at udsættelse for hormonforstyrrende stoffer kan føre til nedsat sædkvalitet, misdannelser af kønsorganerne og for tidlig pubertet.

Derfor er de optaget på forskellige officielle lister over uønsket kemi. Tyggegummi med BHA eller BHT udgør ikke en akut risiko, og den enkelte tyggegummipakke er ikke problematisk i sig selv. Men på grund af den såkaldte cocktaileffekt er forskere bekymrede for vores udsættelse for problematiske stoffer i forskellige produkter i hverdagen. 

Derfor er det en god ide at undgå tyggegummi med BHA eller BHT for at minimere risikoen for den samlede effekt af problematiske stoffer. 

Cocktaileffekten: Derfor skal du kende den

Forbud mod titaniumdioxid i fødevarer på vej

Titaniumdioxid er et naturligt forekommende farvepigment, der får tyggegummi til at fremstå kridhvidt. De europæiske fødevaremyndigheder EFSA har i maj 2021 udgivet en ny risikovurdering af titaniumdioxid, og hvordan det optages i kroppen. 

EFSA vurderer nu, at indtag af stoffet kan beskadige menneskers arvemateriale (DNA). Når et stof kan skade et menneskes DNA, er der øget mistanke om, at stoffet kan være kræftfremkaldende.

EU Kommissionen har derfor varslet et kommende forbud mod titaniumdioxid i fødevarer. 

Titaniumdioxid (E171) er ikke sikkert i fødevarer 

Børnetyggegummi: Flere indeholder fortsat uønsket kemi

I testen indeholder 2 ud af 3 børnetyggegummi tilsætningsstofferne BHA eller BHT, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det har ikke ændret sig siden testen fra Forbrugerrådet Tænk Kemi i 2019. Men det er en forbedring i forhold til testen i 2016, hvor 4 ud af 5 pakker børnetyggegummi indeholdt BHA eller BHT. 23 procent af børnetyggegummiet indeholder titaniumdioxid.

Tyggegummi markedsført til børn er i 10 tilfælde fri for problematiske tilsætningsstoffer. De gode valg af mærker til børn er Fini og Candinavia. Almindelige pakker tyggegummi klarer sig generelt bedre end børnetyggegummi, når det gælder indhold af uønsket kemi. 

Derfor er hormonforstyrrende stoffer problematiske

Sådan har vi testet

Forbrugerrådet Tænk kemi har indkøbt tyggegummi i en række danske butikker og webshops.

Derefter har testteamet gennemgået 201 forskellige pakker tyggegummi for indhold af stofferne BHA (E320), BHT (E321) og titaniumdioxid (E171).

BHA og BHT er tilladt i tyggegummi og andre fødevarer, men de er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Begge stoffer har vist hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg.

Titaniumdioxid er af EU's Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) vurderet ikke sikkert til anvendelse i fødevarer. Det er på grund af mistanke om skader på menneskers DNA, og mistanke om at det kan være kræftfremkaldende. EU kommissionen har varslet et forbud mod stoffet i fødevarer.

Testen er en deklarationstest. Det betyder, at ingredienslisten er tjekket for uønsket kemi, men produkterne er ikke analyseret for, hvilke mængder stofferne indgår i.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har gennemført lignende test med fokus på BHA/BHT tilbage i 2015, 2016 og 2019. I år er der også tjekket for indhold af titaniumdioxid.

Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

Det har vi fundet

Sådan fordeler de 201 undersøgte pakker tyggegummi sig:

  • 70% eller 140 pakker af tyggegummi i testen indeholder BHA/BHT/Titaniumdioxid.
  • 30% eller 60 pakker af tyggegummi i testen indeholder ikke BHA/BHT/Titaniumdioxid.

I 2019 indeholdt 79 pakker (51%) BHA eller BHT, og 76 pakker (49%) var uden. I 2016 indeholdt 102 pakker (65%) BHA eller BHT og 55 pakker (35%) var uden.

Tendensen er, at færre pakker med tyggegummi indeholder BHA eller BHT. Men fordi tyggegummi nu også er testet for titaniumdioxid, er der alligevel færre gode valg i testen fra 2021.

Børnetyggegummi

Af de 67 pakker med børnetyggegummi indeholder 57 pakker (85%) BHA, BHT eller titaniumdioxid. Kun 10 pakker (15%) var uden.

I 2019 blev 57 pakker tjekket og 37 pakker (65 %) indeholdt BHA eller BHT.

I 2016 blev 68 pakker tjekket og 55 pakker (81%) indeholdt BHA eller BHT.

Almindelig tyggegummi

Af de 134 pakker tyggegummi, der ikke specifikt er markedsført til børn, indeholder 84 pakker (63%) BHA, BHT eller titaniumdioxid. 50 pakker (37%) er uden BHA, BHT eller titaniumdioxid.

I 2019 blev der tjekket 98 pakker almindelig tyggegummi og 42 pakker (43%) indeholdt BHA eller BHT.

I 2016 var resultatet 48 procent ud af 88 tjekkede produkter.

Udvikling på markedet

Noget tyder på, at BHA og BHT langsomt er ved at blive udfaset, når det gælder tyggegummi generelt. Der er i hvert fald færre pakker med tyggegummi med de to stoffer i end tidligere.

Forbrugerrådet Tænk Kemi tjekkede i 2016 kemien i tyggegummi, hvor 62 procent af 157 produkter indeholdt BHA elle BHT. Men i 2019 skete der noget. Kun 51 procent indeholdt BHA eller BHT. I den nye test er det nu kun 40 procent, der indeholder de uønskede stoffer.

Når det kommer til børnetyggegummi, ser det dog anderledes ud. Der er ikke kommet flere produkter uden BHT eller BHA. Tværtimod ser det ud til, at der er kommet flere med de uønskede stoffer markedsført til denne sårbare gruppe.

I år har Forbrugerrådet Tænk Kemi valgt også at kigge efter titaniumdioxid. Det betyder, at antallet med gode valg falder markant.

Nye videnskabelige undersøgelser har ført til, at titaniumdioxid ikke længere er sikkert i fødevarer, og et forbud er på vej. Derfor kan Forbrugerrådet Tænk Kemi ikke anbefale produkter med stoffet.

BHA er optaget på EU's liste over stoffer, der har vist hormonforstyrrelser (eksternt link til rapport)

Om titaniumdioxid (E171)

Titaniumdioxid er et naturligt forekommende farvepigment, der får tyggegummi til at fremstå kridhvidt.

I maj 2021 udgav EFSA (EU's Fødevaresikkerhedsautoritet) en vurdering af titaniumdioxid i fødevarer, der konkluderede at det ikke var sikkert at anvende.

Det skyldes, at det ikke kan udelukkes at indtag af stoffet beskadiger menneskers DNA. Derfor mistænkes det for at være kræftfremkaldende.

EU Kommissionen har varslet et kommende forbud mod titaniumdioxid i fødevarer (eksternt link)

 

 

 

Det siger virksomhederne

Sweet Bandit (Get away galaxy rocks blue raspberry i dåse)

Der må være tale om et parallelimporteret produkt, da vi ikke forhandler med Danmark.

Mars Wrigley (Wrigley’s Juicy Fruit, Doublemint og Spearmint)

Mars Wrigley går op i at fremstille produkter af høj kvalitet, og som er sikre for forbrugerne. Alle ingredienser er sikre og lever op til gældende lovgivning. Både BHA og BHT er testet, reguleret og godkendt af nationale og internationale myndigheder. I Europa burger Mars Wrigley BHA i sine produkter I henhold til lovgivningen. Brugen af BHA er blevet vurderet af EU's videnskabelige komiteer og godkendt til fødevarer. Mars Wrigley burger ikke BHT in produkter produceret i Europa.

Viatris (SB12)

 Vi tager forbrugersikkerhed meget alvorligt og stoler på de sikkerhedsvurderinger, som EU foretager. Alle vores produkter lever op til krav fra både danske og europæiske myndigheder. Det betyder, at SB12 boost overholder alle gældende regler for kosttilskud. Vi anbefaler SB12 Boost fra 12 år og med et maximalt indtag af 5 stk. per dag. På baggrund af de nye og opdaterede regler fra EU, arbejder vi på en ny produktformulering, og vi forventer, at de nye SB12 Boost vil være tilgængelige på det danske marked i begyndelsen af 2022.

Mondelez (Bubblicious, Stimorol og V6)

Vores bubblegum produkter (Bubblicious) indeholder stadig BHT. Vi er i gang - og har været i et par år nu - med at reformulere, men med vores bubblegum gummibaser giver det os en del udfordringer. To af pakkerne (Watermelon og Grape) må være parallelimporteret, da de kun sælges i USA. Med hensyn til V6 Junior Strawberry, så går vi i gang med at fjerne både titanium og BHT.
De Stimorol pakker, der stadig indeholder BHT i undersøgelsen er restpartier. De nyeste produkter indeholder ikke længere BHT.
Opsummerende: så er Bubblicious produkter samt V6 bubblegum stadig med E321. De allerfleste produkter er uden titaniumdioxid, og vi fjerne det så hurtigt som muligt.

Lutti (Tubble color og Tubble gum)

Vi har fjernet E171 (titanium dioxid) og er i gang med at rense vores produkter for andre stoffer, selvom disse er tilladt.  BHA er omdiskuteret og vi har besluttet, at vi udfaser det fra vores produkter.

Perfetti Van Melle (Chupa Chups og Mentos)

BHT er sikkert at bruge og godkendt til brug i fødevarer.
De nuværende tilgængelige videnskabelige og officielle data bekræfter, at brug af BHT er sikker inden for de niveauer, som er autoriseret af EU baseret på sikkerhedsvurderingen fra EFSA.
Skulle ny evidens vedrørende en potentiel sundhedsrisiko blive valideret og ny videnskab sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden af dette tilsætningsstof, vil Perfetti Van Melle tage alle de nødvendige skridt for at udskifte denne ingrediens.

Vidal Scandinavia AB (Foot balls bubble gum (4 stk) og Smash (tennis bolde))

Der må være tale om gamle produkter, BHA er helt udfaset.

Halicare ApS (Hali-Z)

Vi har hverken tilsat BHA eller BHT til Hali-Z® tyggegummi under fremstillingen, men har konstateret, at den anvendte gummi base indeholder max 320 ppm BHT som antioxidant.
Gummibasen udgør ca. 94 % af vores fremstillede tyggegummi tablet.
Beklager, det vil blive tilføjet på etiketten ved næste produktion.

Back II Basics (FreshAir og Just Gum)

Vores tyggegummi bliver fremstillet uden brug af BHA/BHT, samt en række andre problematiske ingredienser som ofte ses anvendt hos de kendte internationale tyggegummimærker. Vi arbejder således løbende på at sikre kunden det mest ærlige produkt uden unødvendige tilsætningsstoffer.
Back II Basics A/S leverer allerede i dage tyggegummi uden titaniumdioxid E171, til forskellige kunder. Så vi er i gang med at udfase E171 i vores produkter.

Coop (Centerfyldt tyggegummi)

Vi har forbud mod BHA og BHT i Coops egne mærker. Pga mistanke om hormonforstyrrende effekter.
Vi har modtaget information om EFSAs nye vurdering af titaniumdioxid. Coop har fuldt overblik over de produkter i egne varemærker, som indeholder E171. Vi har besluttet ikke at vente på lovgivning, men ønsker at udfase det hurtigst muligt. Arbejdet er derfor sat i gang, og vi er i dialog med vores leverandører.

Rema 1000 (eget brand)

Vores REMA tyggegummi bliver fremstillet uden brug af BHA/BHT, palmeolie samt en række andre problematiske ingredienser. Vi arbejder således løbende på at sikre kunden det mest ærlige produkt uden unødvendige tilsætningsstoffer.

Vi er OBS på titaniumdioxid, og er i fuld gang med at udfase det i vores tyggegummi, og i andre drage produkter i vores REMA 1000 varer. Vi har arbejdet med det i over 2 år, og vi har de første produkter i butikkerne om kort tid.

SM Group (Candy factory)
Produktet er udgået.

 

Relaterede artikler